Aftensmad,Fisk og Skaldyr

Kullerfilet med stegt spidskål og porrecreme

Kuller med stegt spidskål og porrecreme

2 personer

 

Du skal bruge:

  • 2 styk kullerfilet
  • 1 spidskål
  • 1 porre
  • 1 fed hvidløg
  • 1 citron
  • 3-4 dl fløde
  • 100 gram ærter
  • Salt og friskkværnet peber
  • Smør

Sådan gør du:

Pil de yderste blade af spidskålet, hvis de er lidt ”grimme”. Del spidskålet i 4 kvarte og skyl dem under den kolde hane. Lad dem afdryppe på et lag af køkkenrulle.

Skær toppen af porren, skyl den fri for eventuel jord og skær den i tynde skiver. Tø ærterne op hvis de er fra frost. Riv hvidløget på et rivejern eller hak det meget fint.

Rens kullerfileterne for eventuelle ben, læg dem klar på en tallerken og giv dem et lille drys med salt.

På en pande, eller en kasserolle, på lav varme smeltes en spiseskefuld smør, og når det er smeltet kommes porreskiverne på panden, sammen med hvidløg. Sauter det i smørret i 5-6 minutter og undgå de tager for meget farve. Tilsæt så fløden og lad det simre i 10 minutter på panden. Hvis fløden tykner for meget undervejs, så tilsæt et skvæt mere.

Imens på pande nummer to, hvor der er tilsat 1 spiseskefuld smør, steger du spidskålene ved middelvarme, så de ikke brænder på. Giv dem 3-4 minutter på hver side. Vær opmærksom på at de skal have lidt længere tid, hvis det er et stort spidskålshoved. Læg dem til side på et skærebræt, når de er færdige, hvis kullerfileterne ikke tilberedes samtidig.

På spidskålspanden tilsætter du en ny spiseskefuld smør, skruer op på høj varme, og når smørret er bruset af steger du kullerfileterne. De skal have 3-4 minutter på hver side (hvis du kan overskue 3 blus, så steg kullerfileterne samtidig med spidskålen. Dup kullerfileterne på et stykke køkkenrulle inden servering, for at undgå overskydende smør.

Smag porrecremen til med salt og peber.

Anretning og Servering

På en tallerken eller andet du ønsker at servere på, anretter du spidskål, porrecreme og kullerfileterne. Drys med lidt salt og giv retten en rund hånd med friskpresset citronsaft og servér.

Citronen er vigtig til din kullerfilet. Porrecremen bliver ret fed, og det kalder på citronsaft!

 

Du kan måske også lide...