Længe har jeg har lyst til at prøve kræfter med Chili Hot Pot – det ser altid vildt hyggeligt ud på film, når de spiser chiligryde i kulden. Det er Comfort Food og den her udgave er uden for mange dikkedarer. Jeg har valgt ikke at bruge bønner i min udgave for at spare lidt på kalorierne, men man kan frit smide en dåse bønner i. Den røde peberfrugt, majs og lidt sukker runder det stærke af med lidt sødme, men overdøver ikke chilien. Og man sveder bagefter… eller… jeg gør!
Chiligryde til 2 personer
Du skal bruge:
- 200 gram hakket oksekød (okse i tern kan også bruge)
- 2 spsk tomatpuré
- 1 dåse hakkede tomater
- 3 dl vand
- 1 spsk olivenolie
- 1 oksebouillonterning
- 3 friske røde chilier (du kan bruge den type chili du har lyst til)
- 1 rød peberfrugt
- 1 stort zittauerløg eller 3 skalotteløg
- 5-6 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk persille
- 1 dl majs (søde majs på dåse)
- Salt og peber
- 1 tsk Sukker
- 2 tsk paprika
- 1 tsk hvidløgspulver eller løgpulver
- ½ tsk cayennepeber
- 1 tsk chilipulver
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk salvie
- Creme Fraiche 9% eller 18%
Sådan gør du:
Løg og hvidløg skrælles og hakkes fint. Svits det, i en tykbundet gryde, i olivenolie ved middelhøjvarme, i et par minutter til løg og hvidløg bliver bløde. Svits så kødet med til det er stegt igennem. Hak de røde chilier (med eller uden kerner er op til dig) og svits dem med, så smagen fra chilierne aktiveres i den intense varme. Tilsæt nu tomatpuré og svits med.
Tilsæt så hvidløgspulver, chilipulver, cayennepeber, paprika og salvie. Vend det godt rundt. Hæld de 3 dl vand på og tilsæt bouillonterningen og bring i kog. Lad det hele samle sig til en spicy rød masse og tilsæt så de hakkede tomater. Peberfrugten renses og skæres i tern og kommes i gryden sammen med den hakkede persille og de søde majs. Bring, igen, chiligryden i kog ved middel varme og læg så låg på og lad så chiligryden koge i 30 minutter under jævnlig omrøring.
Smag til med salt, peber og sukker.
Server chilien i skåle og giv det en klat creme fraiche, det kan mildne lidt hvis det er meget stærk. Pynt med friskhakket persille, hvis du har noget i overskud.
Noter:
Chiligryden får en konsistens, der minder om en Chili con Carne eller en kraftig og tyk kødsovs, men kan sagtens spises uden ris eller pasta.
Hvis man ønsker kan man med fordel drysse godt med parmesan eller mozzarella over og lige toppe retten med en lækker smeltet ost. Et stykke brød til er heller ikke dumt, og man kan lige dyppe brødet i den rest af chili som ikke vil med op skeen.