Karry til 2 personer
Du skal bruge:
- 1 spsk rapsolie
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 2 røde chilier
- 1 æble
- 1 porre
- 1 blomkålshoved
- 2 gulerødder
- 4-5 minimajs
- 1 håndfuld sukkerærter
- 2 håndfulde bønnespirer
- 2-3 forårsløg
- 2 bouillonterninger
- 5 dl vand
- 1 spsk tomatpuré
- 1 dåse kokosmælk – brug evt. light hvis en sundere udgave ønskes.
- 2 tsk karry
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk tørret koriander
- 1 tsk tørret ingefær
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk garam masala
- Creme fraiche
- Evt. kogte basmatiris eller blomkålsris – kan udelades
Sådan gør du:
Skræl løg og hvidløg og hak det fint. Rens chilierne for kerner og hak også fint. Æbles skrælles og skæres i små tern.
Porren renses og skæres i tern, gulerødderne skrælles og skæres i skiver, blomkål skæres i små buketter. Minimajs skæres i skiver og sukkerærter halveres.
I en gryde tilsætter du en spsk rapsolie og svitser løg, hvidløg og chili ved middel varme.
Imens varmer du langsomt en pande op og rister alle krydderierne ved middelhøj varme: ingefær, hvidløgspulver, gurkemeje, karry, garam masala og koriander. Varmen ”vækker” krydderierne og får smagen bedre frem inden det tilsættes gryden.
Når løg og hvidløg er svitset lidt af og er ved at være møre, så tilsætter du tomatpuré og vender godt rundt og får varmet det igennem. Tilsæt nu de ristede krydderier, rør rundt og hæld vand på. Kom de to bouillonterninger i gryden: grøntsags eller hønsebouillon fungerer godt her.
Tilsæt æble til gryden og bring i kog. Lad det koge igennem i et par minutter. Tilsæt gulerødderne og hæld kokosmælken på.
Lad karryen koge i 15-20 minutter ved middelhøj varme. Tilsæt nu blomkål til gryden, sammen med minimajs. Smag karryen til med salt og peber. Lad det igen koge i 5-10 minutter og tilsæt så sukkerærterne og sluk for varmen. Vær opmærksom på timing hvis du ønsker sprøde grøntsager i retten, med lidt bid i. Ønsker du bløde grøntsager koger du bare igennem.
Skyl bønnespirer og skær forårsløg i tynde skiver.
Servering:
Hæld en portion karry op i en skål. Pynt med bønnespirer, creme fraiche og et drys af forårsløg. Hvis du ønsker ris til, så skal de selvfølgelig med her.
Ønsker du mere protein, så tilsæt kogt eller stegt kylling når du koger karryen igennem.
Note:
Jeg laver den gerne uden ris. Æblet får karryen til at tykne lidt, når det koges mørt og fungerer derfor helt fint uden ris og er derved også en lidt sundere udgave.
1 portion på ca. 350 gram indeholder ca. 200 kcal – uden ris.